At være med om bord(et)
INTRO. On Board var en decentral udstilling i Skagen skabt af Skal Contemporary, som kunne opleves fra 31. oktober til 31. december 2024. Udstillingen blev skabt i samarbejde med fem organisationer i Skagen af fem talentfulde, nordiske billedkunstnere, der i samarbejde med hver sin partner skabte hver sin stedspecifikke udstilling. Udgangspunktet for projektet var en undersøgelse af, hvordan man kan arbejde med at præsentere samtidskunst for nye målgrupper i lokalsamfund langt fra de store byer.
De følgende to artikler dykker ned i de teoretiske overvejelser og konceptuelle rammer, som On Board er baseret på, samt refleksioner fra de involverede parter om udviklingen og gennemførslen af et ambitiøst projekt som On Board. Artiklerne er forfattet af kurator Sara Løvschall Grøntved med supervision af kurator Anne Møller Christensen.
On Board blev skabt med generøs støtte fra Statens Kunstfond, Den Jyske Kunstfond, Slots- og Kulturstyrelsen, Kulturkanten og Frederikshavn Kommune.
De følgende to artikler dykker ned i de teoretiske overvejelser og konceptuelle rammer, som On Board er baseret på, samt refleksioner fra de involverede parter om udviklingen og gennemførslen af et ambitiøst projekt som On Board. Artiklerne er forfattet af kurator Sara Løvschall Grøntved med supervision af kurator Anne Møller Christensen.
On Board blev skabt med generøs støtte fra Statens Kunstfond, Den Jyske Kunstfond, Slots- og Kulturstyrelsen, Kulturkanten og Frederikshavn Kommune.
“Skagen er både en landsby og en verdensby” er nærmest blevet en kliché i beskrivelsen af, hvad Skagen er for et sted. Byen rummer storindustri og en kunsthistorie, som parallelt har været med til at definere byens identitet, historie og image. Som det er med klichéer, så er der noget om snakken; Skagen rummer både den nærhed og klaustrofobi, som landsbyen repræsenterer, samtidig med at der er højere til loftet her end mange andre steder i udkanten.
Skagen er en by på knap 7.500 indbyggere med en bykerne, der består af mange butikker, specialforretninger og restauranter taget byens størrelse i betragtning. Foruden en velnæret detailhandel og serviceindustri finder man både et statsstøttet kunstmuseum og det kommunale kulturhus, som er statsanerkendt koncertsted og scene. Kulturtilbud og aktiviteter er der altså nok af, og de findes året rundt til glæde for både lokalbefolkningen og de tusindvis af besøgende og sommerhusejere. Men hvem er de kunstinteresserede? Og hvem er ikke?
Studier viser, at danskere med lav indkomst, lavt uddannelsesniveau og med bopæl langt fra de store byer deltager markant mindre i kulturelle aktiviteter end resten af befolkningen (Eriksson, Birgit 2020). Et studie initieret af Kulturministeriet i 2012 peger på, at hovedårsagen til dette er begrundet i manglende interesse (Kulturministeriet 2012). Et mønster, som vi også har observeret i Skagen. Med On Board har vi set mod erhvervslivet for at blive klogere på lokalbefolkningen.
Skagen er defineret af to store industrier - turisme og fiskeindustri - som er definerende for, hvem der bor i byen. Byen rummer blandt andet et rumænsk community, som primært er ansat i fiskeindustrien, men som sjældent eller aldrig deltager i kulturelle aktiviteter. Derudover ernærer de fleste lokale sig enten i servicebranchen, udlejning/ejendomsspekulation eller detailhandlen, alle tre dele af det vi anser som turisme.
Skal Contemporary har vist kunstudstillinger i Skagen i fire sæsoner fra 2021 til 2024. De primære besøgende på udstillingsstedet er kunstinteresserede, som er gæster i byen. Det er altså som udgangspunkt ikke de lokale, som viser interesse for samtidskunst. Alle udstillinger, arrangementer og events tager udgangspunkt i Skagen: Skagens stedbundne kvaliteter, områdets historie og udvikling og omgivelsernes fredede natur for at skabe en fællesnævner mellem kunsten og lokalsamfundet, men hvordan sørger vi for, at kunsten også er for de lokale? Dette spørgsmål er hovedudfordringen, som On Board er motiveret af. Det er nemlig ikke svært at lokke unge, progressive billedkunstnere til Skagen, og de fleste mennesker, virksomheder og institutioner åbner også gerne deres døre for kunsten, så opgaven drejer sig om at skabe forbindelsen.
De fem deltagende organisationer tøvede ikke med at takke ja til at medvirke, ej heller de fem kunstnere. Billedkunstner Asger Dybvad Larsen havde ét klart ønske til On Board, nemlig at samarbejde med Brøndums Hotel. Med sin serie af malerier A Nostalgic Narrative Around A National Chapter Has Exhaled Recently læner han sig op ad kunsthistorien og Brøndums Hotel som institution og katalysator for, at kunsthistorien udviklede sig, som den gjorde i Skagen. Historien om kunstnerkolonien, som udover malere bestod af billedhuggere, arkitekter, forfattere og komponister, udspillede sig i og omkring Brøndums Hotel. Ikke alene figurerer hotellet som et sted, men også som et åndeligt rum for, at disse, for tiden progressive, kunstnere og kreative kunne forsamle sig. Denne essentielle historie er et vilkår for Skagen, når man arbejder med kunst; man forholder sig til denne fortælling, som er en markant del af Skagens DNA, og som vibrerer i luften og i bybilledet med gule huse så langt øjet rækker. Denne historie er manifesteret gennem de velkendte malerier, men repræsenterer ligeså vel et fællesskab, som Skagen skabte rammerne omkring. Man har haft tradition for at forsamle sig om kunsten her, det er den fortælling, som Skagens Museum er bygget på, og det potentiale for fællesskab om kunst genbesøger On Board i vores samtid. Det at skabe et fællesskab om kunsten bygger på de potentialer, som er indlejret i kunst som et æstetisk koncept (Dikeç, Mustafa 2021). Gennem kunsten tilbyder vi nye måder at opfatte vores omverden på gennem abstraktion, fragmenter, transformerede motiver og materialer, hvor vi blot har brug for en lille sprække af genkendelighed for at vi begynder at forholde os til den. Kunstens potentiale opstår altså i mødet med mennesket, gennem sanserne, der sætter gang i erindring, refleksion og i de bedste tilfælde samtalen mellem mennesker. Samtalen kan fremprovokeres og starte som “hvad er nu det for noget?” lige såvel som “den minder mig om ture på stranden som barn”. Enhver følelse, som motiverer samtalen om kunsten, er starten på refleksionen om, hvad den mon vil (mig), og samtalen bærer denne refleksion endnu videre og skaber en fælles forståelse og et fællesskab, om man har samme oplevelse eller ej (Rogaard, Emma Sofie & Overgaard, Mathias & Tygstrup, Frederik 2022). Samtidig skaber refleksionen og samtalen en forbindelse til kunstneren, uanset om vedkommende er til stede, fordi deres udtryk, idé og tanke er indlejret i værket.
Kunstens betydning for Skagens historie, og værdien af den, kan være medvirkende til, at byens samarbejdspartnere umiddelbart viste nysgerrighed og interesse for On Board og projektets “anderledes” karakter. Kunsten blev inviteret med om bord(et). Den anderledes tilgang til at præsentere kunst, og projektets fokus på at lade kunsten undersøge steder på en ny og anderledes måde, noget vi forventede kunne virke afskrækkende, har faktisk vist sig at være en af projektets største styrker. Denne forventning beror på, at arbejdet med offentlig kunst i Skagen, til trods for kunsthistorien, i nyere tid har været en udfordring at enes om i lokalsamfundet. Det er noget, der vækker stærke følelser i lokalbefolkningen på alle mulige måder og derfor noget, som har været svært at skabe opbakning omkring. Med den viden in mente er On Board blevet til med en vis ærefrygt. Projektet er skabt som en slags mediator mellem kunstrummet og det offentlige rum, og er derfor placeret strategisk i et spektrum mellem disse poler. Aktuelt er der i de lokale medier en større debat om, hvorvidt man ønsker et stort kunstprojekt på et centralt areal i byen eller flere parkeringspladser. En del af formålet med og motivationen bag On Board har været at bløde op for denne samtale, både om kunstens potentiale og mere generelt i en politisk kontekst i forhold til prioritering af kunst i det offentlige rum.
On Board er udviklet ud fra dels en teoretisk tilgang med en påstand om, at kunsten som sådan har et iboende potentiale for forandring hos dem, der beskuer den (Nielsen, Henrik Kaare 2025). Det er blandt andet påvist, at kunst på arbejdspladsen er med til at skabe et positivt arbejdsmiljø (Lystbæk, Henrik Langgaard & Sivertsen, Johannes Kræn Blume 2024). Potentialet beror derfor på individets subjektive opfattelse og påvirkning af kunstens tilstedeværelse, og dette har en dokumenteret positiv effekt i sig selv. Det betyder i den forbindelse ikke noget, om det er nyproduceret samtidskunst eller ældre værker med motiver, der afspejler en helt anden tid. Det er dog værd at dvæle ved, om kunst der portrætterer steder, følelser og fortællinger fra en anden tid har samme potentiale som nyproduceret kunst for at spejle beskuerens liv i en tid, hvor samfundsudviklingen styrter afsted og transformerer vores måde at være i verden på dag for dag.
Den måde, som On Board invaderer rum, arkitektur og landskaber hvor man ikke nødvendigvis forventer at møde samtidskunsten, er skabt for at vise medarbejdere, brugere, kunder, omverdenen, kulturforbrugere og kunstnerne en ny måde at opleve kunst på og på den baggrund skabe rum for nye samtaler og refleksioner om kunst og de steder, som On Board gennem samtidskunsten undersøger. Foruden den nye kunst, som præsenteres i On Board, så har en vigtig del af projektet også været at præsentere lokalbefolkning for nulevende kunstnere og deres faglighed for på den måde at skabe en forbindelse til og udveksling med kunsten. At kende kunstneren bag, deres måde at arbejde på, hvad de er interesseret i at undersøge og frembringe, kan give et holdepunkt, som gør, at man tør at forholde sig til den. Men den kan også være fremmedgørende eller svær at nærme sig, hvis kunstens udtryk eller form ikke er nem at afkode eller faktisk er for abstrakt til, at man som beskuer føler sig inviteret ind i det univers, som er skabt. Det er imidlertid ikke et succeskriterium i sig selv, at alle skal kunne forstå, føle sig spejlet eller være draget af kunsten. Samtaler om, at kunsten er fremmedgørende eller “svær at forstå”, er lige så vigtige i forhold til refleksionen omkring kunst, som dem der tager udgangspunkt i, at det er “skønt” eller “inspirerende”, fordi samtalen om kunst i sig selv kan være svær for mange, fordi man ikke synes, man har en kvalificeret holdning til eller et sprog for den. Kunsten kan altså også åbne op for andre spørgsmål og refleksioner, som det for eksempel var tilfældet til børneferniseringen på Skagen Skole, hvor Albin Werles værk til skolen 99 blev afsløret og indviet med skolens børn. Kunstens potentiale kom for alvor i spil og en flok børn fra 5. klasse talte sammen om, hvad en sjæl mon er - og sammen drømte om en forestillet fremtid.
Skagens stærke kunsthistorie udspringer af et fællesskab omkring kunst, idéudveksling, idealisme og passion. En samtale, som egentlig aldrig behøver at stoppe.
Den historie er et vidnesbyrd om, hvad byens ånd, som vi oplever Skagen i dag, bygger på. Men den bevidner også, hvad der faktisk har potentiale for at skabe værdi over tid et sted som Skagen.
Hvad er det, der overlever sin tid og får plads i historien? Og hvilken betydning får det for samfundet? Og ikke mindst spørgsmålet om, hvordan vi forvalter historien. Forbliver den en inspiration for, hvordan man kan skabe udvikling i et lokalsamfund, eller bliver den en sovepude, som sætter en kæp i hjulet for innovation, udvikling og forandring?
On Board kommer ikke med svar, men præsenterer samtidskunst skabt af nulevende kunstnere, der både respekterer og læner sig op ad kunsthistorien, samtidig med de bringer helt nye udtryk og perspektiver på, hvordan vi lever og er mennesker i dag.
Skagen er en by på knap 7.500 indbyggere med en bykerne, der består af mange butikker, specialforretninger og restauranter taget byens størrelse i betragtning. Foruden en velnæret detailhandel og serviceindustri finder man både et statsstøttet kunstmuseum og det kommunale kulturhus, som er statsanerkendt koncertsted og scene. Kulturtilbud og aktiviteter er der altså nok af, og de findes året rundt til glæde for både lokalbefolkningen og de tusindvis af besøgende og sommerhusejere. Men hvem er de kunstinteresserede? Og hvem er ikke?
Studier viser, at danskere med lav indkomst, lavt uddannelsesniveau og med bopæl langt fra de store byer deltager markant mindre i kulturelle aktiviteter end resten af befolkningen (Eriksson, Birgit 2020). Et studie initieret af Kulturministeriet i 2012 peger på, at hovedårsagen til dette er begrundet i manglende interesse (Kulturministeriet 2012). Et mønster, som vi også har observeret i Skagen. Med On Board har vi set mod erhvervslivet for at blive klogere på lokalbefolkningen.
Skagen er defineret af to store industrier - turisme og fiskeindustri - som er definerende for, hvem der bor i byen. Byen rummer blandt andet et rumænsk community, som primært er ansat i fiskeindustrien, men som sjældent eller aldrig deltager i kulturelle aktiviteter. Derudover ernærer de fleste lokale sig enten i servicebranchen, udlejning/ejendomsspekulation eller detailhandlen, alle tre dele af det vi anser som turisme.
Skal Contemporary har vist kunstudstillinger i Skagen i fire sæsoner fra 2021 til 2024. De primære besøgende på udstillingsstedet er kunstinteresserede, som er gæster i byen. Det er altså som udgangspunkt ikke de lokale, som viser interesse for samtidskunst. Alle udstillinger, arrangementer og events tager udgangspunkt i Skagen: Skagens stedbundne kvaliteter, områdets historie og udvikling og omgivelsernes fredede natur for at skabe en fællesnævner mellem kunsten og lokalsamfundet, men hvordan sørger vi for, at kunsten også er for de lokale? Dette spørgsmål er hovedudfordringen, som On Board er motiveret af. Det er nemlig ikke svært at lokke unge, progressive billedkunstnere til Skagen, og de fleste mennesker, virksomheder og institutioner åbner også gerne deres døre for kunsten, så opgaven drejer sig om at skabe forbindelsen.
De fem deltagende organisationer tøvede ikke med at takke ja til at medvirke, ej heller de fem kunstnere. Billedkunstner Asger Dybvad Larsen havde ét klart ønske til On Board, nemlig at samarbejde med Brøndums Hotel. Med sin serie af malerier A Nostalgic Narrative Around A National Chapter Has Exhaled Recently læner han sig op ad kunsthistorien og Brøndums Hotel som institution og katalysator for, at kunsthistorien udviklede sig, som den gjorde i Skagen. Historien om kunstnerkolonien, som udover malere bestod af billedhuggere, arkitekter, forfattere og komponister, udspillede sig i og omkring Brøndums Hotel. Ikke alene figurerer hotellet som et sted, men også som et åndeligt rum for, at disse, for tiden progressive, kunstnere og kreative kunne forsamle sig. Denne essentielle historie er et vilkår for Skagen, når man arbejder med kunst; man forholder sig til denne fortælling, som er en markant del af Skagens DNA, og som vibrerer i luften og i bybilledet med gule huse så langt øjet rækker. Denne historie er manifesteret gennem de velkendte malerier, men repræsenterer ligeså vel et fællesskab, som Skagen skabte rammerne omkring. Man har haft tradition for at forsamle sig om kunsten her, det er den fortælling, som Skagens Museum er bygget på, og det potentiale for fællesskab om kunst genbesøger On Board i vores samtid. Det at skabe et fællesskab om kunsten bygger på de potentialer, som er indlejret i kunst som et æstetisk koncept (Dikeç, Mustafa 2021). Gennem kunsten tilbyder vi nye måder at opfatte vores omverden på gennem abstraktion, fragmenter, transformerede motiver og materialer, hvor vi blot har brug for en lille sprække af genkendelighed for at vi begynder at forholde os til den. Kunstens potentiale opstår altså i mødet med mennesket, gennem sanserne, der sætter gang i erindring, refleksion og i de bedste tilfælde samtalen mellem mennesker. Samtalen kan fremprovokeres og starte som “hvad er nu det for noget?” lige såvel som “den minder mig om ture på stranden som barn”. Enhver følelse, som motiverer samtalen om kunsten, er starten på refleksionen om, hvad den mon vil (mig), og samtalen bærer denne refleksion endnu videre og skaber en fælles forståelse og et fællesskab, om man har samme oplevelse eller ej (Rogaard, Emma Sofie & Overgaard, Mathias & Tygstrup, Frederik 2022). Samtidig skaber refleksionen og samtalen en forbindelse til kunstneren, uanset om vedkommende er til stede, fordi deres udtryk, idé og tanke er indlejret i værket.
Kunstens betydning for Skagens historie, og værdien af den, kan være medvirkende til, at byens samarbejdspartnere umiddelbart viste nysgerrighed og interesse for On Board og projektets “anderledes” karakter. Kunsten blev inviteret med om bord(et). Den anderledes tilgang til at præsentere kunst, og projektets fokus på at lade kunsten undersøge steder på en ny og anderledes måde, noget vi forventede kunne virke afskrækkende, har faktisk vist sig at være en af projektets største styrker. Denne forventning beror på, at arbejdet med offentlig kunst i Skagen, til trods for kunsthistorien, i nyere tid har været en udfordring at enes om i lokalsamfundet. Det er noget, der vækker stærke følelser i lokalbefolkningen på alle mulige måder og derfor noget, som har været svært at skabe opbakning omkring. Med den viden in mente er On Board blevet til med en vis ærefrygt. Projektet er skabt som en slags mediator mellem kunstrummet og det offentlige rum, og er derfor placeret strategisk i et spektrum mellem disse poler. Aktuelt er der i de lokale medier en større debat om, hvorvidt man ønsker et stort kunstprojekt på et centralt areal i byen eller flere parkeringspladser. En del af formålet med og motivationen bag On Board har været at bløde op for denne samtale, både om kunstens potentiale og mere generelt i en politisk kontekst i forhold til prioritering af kunst i det offentlige rum.
On Board er udviklet ud fra dels en teoretisk tilgang med en påstand om, at kunsten som sådan har et iboende potentiale for forandring hos dem, der beskuer den (Nielsen, Henrik Kaare 2025). Det er blandt andet påvist, at kunst på arbejdspladsen er med til at skabe et positivt arbejdsmiljø (Lystbæk, Henrik Langgaard & Sivertsen, Johannes Kræn Blume 2024). Potentialet beror derfor på individets subjektive opfattelse og påvirkning af kunstens tilstedeværelse, og dette har en dokumenteret positiv effekt i sig selv. Det betyder i den forbindelse ikke noget, om det er nyproduceret samtidskunst eller ældre værker med motiver, der afspejler en helt anden tid. Det er dog værd at dvæle ved, om kunst der portrætterer steder, følelser og fortællinger fra en anden tid har samme potentiale som nyproduceret kunst for at spejle beskuerens liv i en tid, hvor samfundsudviklingen styrter afsted og transformerer vores måde at være i verden på dag for dag.
Den måde, som On Board invaderer rum, arkitektur og landskaber hvor man ikke nødvendigvis forventer at møde samtidskunsten, er skabt for at vise medarbejdere, brugere, kunder, omverdenen, kulturforbrugere og kunstnerne en ny måde at opleve kunst på og på den baggrund skabe rum for nye samtaler og refleksioner om kunst og de steder, som On Board gennem samtidskunsten undersøger. Foruden den nye kunst, som præsenteres i On Board, så har en vigtig del af projektet også været at præsentere lokalbefolkning for nulevende kunstnere og deres faglighed for på den måde at skabe en forbindelse til og udveksling med kunsten. At kende kunstneren bag, deres måde at arbejde på, hvad de er interesseret i at undersøge og frembringe, kan give et holdepunkt, som gør, at man tør at forholde sig til den. Men den kan også være fremmedgørende eller svær at nærme sig, hvis kunstens udtryk eller form ikke er nem at afkode eller faktisk er for abstrakt til, at man som beskuer føler sig inviteret ind i det univers, som er skabt. Det er imidlertid ikke et succeskriterium i sig selv, at alle skal kunne forstå, føle sig spejlet eller være draget af kunsten. Samtaler om, at kunsten er fremmedgørende eller “svær at forstå”, er lige så vigtige i forhold til refleksionen omkring kunst, som dem der tager udgangspunkt i, at det er “skønt” eller “inspirerende”, fordi samtalen om kunst i sig selv kan være svær for mange, fordi man ikke synes, man har en kvalificeret holdning til eller et sprog for den. Kunsten kan altså også åbne op for andre spørgsmål og refleksioner, som det for eksempel var tilfældet til børneferniseringen på Skagen Skole, hvor Albin Werles værk til skolen 99 blev afsløret og indviet med skolens børn. Kunstens potentiale kom for alvor i spil og en flok børn fra 5. klasse talte sammen om, hvad en sjæl mon er - og sammen drømte om en forestillet fremtid.
Skagens stærke kunsthistorie udspringer af et fællesskab omkring kunst, idéudveksling, idealisme og passion. En samtale, som egentlig aldrig behøver at stoppe.
Den historie er et vidnesbyrd om, hvad byens ånd, som vi oplever Skagen i dag, bygger på. Men den bevidner også, hvad der faktisk har potentiale for at skabe værdi over tid et sted som Skagen.
Hvad er det, der overlever sin tid og får plads i historien? Og hvilken betydning får det for samfundet? Og ikke mindst spørgsmålet om, hvordan vi forvalter historien. Forbliver den en inspiration for, hvordan man kan skabe udvikling i et lokalsamfund, eller bliver den en sovepude, som sætter en kæp i hjulet for innovation, udvikling og forandring?
On Board kommer ikke med svar, men præsenterer samtidskunst skabt af nulevende kunstnere, der både respekterer og læner sig op ad kunsthistorien, samtidig med de bringer helt nye udtryk og perspektiver på, hvordan vi lever og er mennesker i dag.
I Skagen findes der, til trods for den prægtige kunsthistorie, ikke megen kunst i det offentlige rum.
På den mest centrale parkeringsplads på havnen finder man Dansk fisker og redningsmand, som oprindeligt er skabt til at være en del af en skulptur af Christian IX i København. Anne Marie Carl Nielsen, som er kunstneren bag, skabte skulpturen efter en Hanstholm-fisker, hvilket gav anledning til virak i Skagen efter indvielsen af skulpturen i 1932, og måske har dette været med til at skabe præcedens for lokalsamfundets grundlæggende skepsis over for kunst i det offentlige rum. Man skal i hvert fald lede efter de få offentlige værker, der ellers er i Skagen. Der findes to kunstværker skabt i 1990erne i et projekt med byens skoler, Mellem himmel og hav, som kan opleves på gavlen af Kappelborg skabt af en ufattelig mængde hulsten af billedkunstner Steen Sørensen, der stadig bor i Skagen, og på toppen af en gammel vindmølle tårner skulpturen Koglen af billedkunstner Gerda Thune Andersen op over byens tage.
I haven ved Anchers Hus står en skulptur af Anna Ancher skabt af billedhugger Astrid Noack i 1939 bestilt af Skagens Kunstmuseer. Skulpturens centrale placering i haven gør den nem at få øje på, da der er offentlig adgang i dagtimerne, og fra fortovet på Markvej - også uden for havens ‘åbningstid’. Skulpturen er altså placeret på privat grund og Skagens Kunstmuseers ejendom, men fordi den er placeret i haven, så korresponderer den med det omkringliggende uderum og bliver på den måde en del af byrummet alligevel.
Hvordan kan man arbejde med disse mellemliggende og “semi” offentlige rum, som vi kalder dem i On Board? Disse private rum går, uanset hvad vi gør for det modsatte, i dialog med sin omverden. Alene en åben butiksdør skaber en forbindelse mellem det offentlige rum og det private, og uderum, som i princippet er tilgængelige døgnet rundt, selvom de forvaltes af fx en skole, bliver en del af den offentlige sfære som et sted, hvor man kan opholde sig og besøge - også uden for åbningstid. Disse semi-offentlige rum er også underlagt lovgivning i forhold til bl.a. tilgængelighed. Hvis man har en butik, eller fx en bank, så har man ansvar for at skabe adgang for alle; uanset alder, etnicitet og køn, har man ret til adgang. Man forpligter sig altså til sin omverden ved at skabe offentlig adgang til sin forretning, om det er en bank, et hotel eller et tilgængeligt uderum som fx fredet natur.
Hvis man har en butik, så vil forbindelse til det offentlige rum uden for ofte være noget, man forsøger at drage nytte af og en del af forretningsmodellen. Det er noget, som er så indgroet en del af organisationens praksis, at det er blevet til selvfølgeligheder, måske endda procedurer, men netop dette kan kunsten være med til at pege på, stille spørgsmålstegn ved og gøre både omverdenen og organisationen bevidste om. Adgang og tilgængelighed er to nøgleord for On Board og det at arbejde med samtidskunst et sted som Skagen. Det er derfor et spændende sted at starte, når disse rum indtages på en ny måde; hvordan de bliver fortolket, og hvad kunsten kræver af dem.
At arbejde som en parasit kan forstås på forskellige måder. Anne-Sofie Overgaard arbejder i sin installation af skulpturer …til det, der var engang med referencer til Skagen Havn. Værket kan opleves ved Det Grå Fyr, hvorfra der er udsigt til Skagen Havn, men samtidig en distance. Man betragter herfra havnen på afstand og får samtidig udsigt til horisonten og en havoverflade fyldt af fragtskibe, der ligger i Ålbækbugten klar til deres næste rejse. En del af installationen er skabt i samarbejde med Cosmos Trawl og Skagen Kleinsmedje, der begge har til huse på havnen. Værket er skabt efter et 3D billede af et sort hul, men minder imidlertid også om et stort trawl net som dem, der produceres på havnen. Man kan således gisne om, hvilke spørgsmål installationen kredser om; både som en kritik af en industri og en måde at omgås naturen på, der bliver portrætteret i nyhedsmedier som skyld i, at økosystemer bliver ødelagt og plante- og dyreliv forsvinder. Samtidig refererer værket til et særligt håndværk, som stadig skabes af hænder - vodbinderi. Cosmos Trawl skaber fiskenet til fiskeindustrien bundet med håndkraft. Der er en vis nostalgi omkring håndværk; kunsthåndværk romantiseres fortsat i vores digitale verden, men dette traditionelle håndværk er imidlertid ved at dø ud.
Med On Board infiltrerer parasitten forskellige steder i Skagen, der for kunstnerne og for samfundet udfylder forskellige funktioner og repræsenterer systemer, historie og ikke mindst mennesker og liv. Parasitten skal derfor ikke forstås som en, der peger fingre eller skaber kaos, snarere er dens rolle at komme helt tæt på strukturer, fortællinger, systemer og perspektiver, som de steder, On Board udfolder sig, på forskellig vis repræsenterer og sætte dem i et nyt lys med et omsorgsfuldt og kritisk blik.
Kritikken repræsenterer det kunstsyn, som afspejles i projektets DNA, og som er en integreret del af Skal Contemporarys praksis. Det er gennem det kritiske blik, at vi kan blive klogere på verden omkring os og os selv. Blinde vinkler og indgroede mønstre og vaner, som måske ikke længere repræsenterer eller opfylder den livsstil, som vi gerne vil føre, eller som måske endda direkte modarbejder den og vores omverden. Kritikken er i dette perspektiv omsorgsfuld og konstruktiv, og således et nødvendigt element for konstant at stræbe efter udvikling, se nye potentialer og italesætte udfordringer i den måde, vi betragter verden på, hvordan vi agerer og hvilke konsekvenser det har for omverdenen, natur såvel som mennesker. Kritikkens funktion er at stille spørgsmål og tvinge os til at stoppe op og forholde os til hinanden gennem kunsten, og parasitten er altså et symbol på, hvordan kritikken kan vokse inde fra en etableret sammenhæng med respekt og genuin interesse tilbyde et innovativt blik på, hvordan fremtiden kan se ud.
I On Board bliver parasitten et symbol på, hvordan fem billedkunstnere på forskellig vis har arbejdet parallelt med en organisation, og gennem udstillingen har indtaget organisationen med sin tilstedeværelse og infiltreret et fysisk miljø, men måske også skabt en åndelig sammenhæng mellem kunstnerne, organisationer og dem, der har oplevet udstillingen.
På den mest centrale parkeringsplads på havnen finder man Dansk fisker og redningsmand, som oprindeligt er skabt til at være en del af en skulptur af Christian IX i København. Anne Marie Carl Nielsen, som er kunstneren bag, skabte skulpturen efter en Hanstholm-fisker, hvilket gav anledning til virak i Skagen efter indvielsen af skulpturen i 1932, og måske har dette været med til at skabe præcedens for lokalsamfundets grundlæggende skepsis over for kunst i det offentlige rum. Man skal i hvert fald lede efter de få offentlige værker, der ellers er i Skagen. Der findes to kunstværker skabt i 1990erne i et projekt med byens skoler, Mellem himmel og hav, som kan opleves på gavlen af Kappelborg skabt af en ufattelig mængde hulsten af billedkunstner Steen Sørensen, der stadig bor i Skagen, og på toppen af en gammel vindmølle tårner skulpturen Koglen af billedkunstner Gerda Thune Andersen op over byens tage.
I haven ved Anchers Hus står en skulptur af Anna Ancher skabt af billedhugger Astrid Noack i 1939 bestilt af Skagens Kunstmuseer. Skulpturens centrale placering i haven gør den nem at få øje på, da der er offentlig adgang i dagtimerne, og fra fortovet på Markvej - også uden for havens ‘åbningstid’. Skulpturen er altså placeret på privat grund og Skagens Kunstmuseers ejendom, men fordi den er placeret i haven, så korresponderer den med det omkringliggende uderum og bliver på den måde en del af byrummet alligevel.
Hvordan kan man arbejde med disse mellemliggende og “semi” offentlige rum, som vi kalder dem i On Board? Disse private rum går, uanset hvad vi gør for det modsatte, i dialog med sin omverden. Alene en åben butiksdør skaber en forbindelse mellem det offentlige rum og det private, og uderum, som i princippet er tilgængelige døgnet rundt, selvom de forvaltes af fx en skole, bliver en del af den offentlige sfære som et sted, hvor man kan opholde sig og besøge - også uden for åbningstid. Disse semi-offentlige rum er også underlagt lovgivning i forhold til bl.a. tilgængelighed. Hvis man har en butik, eller fx en bank, så har man ansvar for at skabe adgang for alle; uanset alder, etnicitet og køn, har man ret til adgang. Man forpligter sig altså til sin omverden ved at skabe offentlig adgang til sin forretning, om det er en bank, et hotel eller et tilgængeligt uderum som fx fredet natur.
Hvis man har en butik, så vil forbindelse til det offentlige rum uden for ofte være noget, man forsøger at drage nytte af og en del af forretningsmodellen. Det er noget, som er så indgroet en del af organisationens praksis, at det er blevet til selvfølgeligheder, måske endda procedurer, men netop dette kan kunsten være med til at pege på, stille spørgsmålstegn ved og gøre både omverdenen og organisationen bevidste om. Adgang og tilgængelighed er to nøgleord for On Board og det at arbejde med samtidskunst et sted som Skagen. Det er derfor et spændende sted at starte, når disse rum indtages på en ny måde; hvordan de bliver fortolket, og hvad kunsten kræver af dem.
At arbejde som en parasit kan forstås på forskellige måder. Anne-Sofie Overgaard arbejder i sin installation af skulpturer …til det, der var engang med referencer til Skagen Havn. Værket kan opleves ved Det Grå Fyr, hvorfra der er udsigt til Skagen Havn, men samtidig en distance. Man betragter herfra havnen på afstand og får samtidig udsigt til horisonten og en havoverflade fyldt af fragtskibe, der ligger i Ålbækbugten klar til deres næste rejse. En del af installationen er skabt i samarbejde med Cosmos Trawl og Skagen Kleinsmedje, der begge har til huse på havnen. Værket er skabt efter et 3D billede af et sort hul, men minder imidlertid også om et stort trawl net som dem, der produceres på havnen. Man kan således gisne om, hvilke spørgsmål installationen kredser om; både som en kritik af en industri og en måde at omgås naturen på, der bliver portrætteret i nyhedsmedier som skyld i, at økosystemer bliver ødelagt og plante- og dyreliv forsvinder. Samtidig refererer værket til et særligt håndværk, som stadig skabes af hænder - vodbinderi. Cosmos Trawl skaber fiskenet til fiskeindustrien bundet med håndkraft. Der er en vis nostalgi omkring håndværk; kunsthåndværk romantiseres fortsat i vores digitale verden, men dette traditionelle håndværk er imidlertid ved at dø ud.
Med On Board infiltrerer parasitten forskellige steder i Skagen, der for kunstnerne og for samfundet udfylder forskellige funktioner og repræsenterer systemer, historie og ikke mindst mennesker og liv. Parasitten skal derfor ikke forstås som en, der peger fingre eller skaber kaos, snarere er dens rolle at komme helt tæt på strukturer, fortællinger, systemer og perspektiver, som de steder, On Board udfolder sig, på forskellig vis repræsenterer og sætte dem i et nyt lys med et omsorgsfuldt og kritisk blik.
Kritikken repræsenterer det kunstsyn, som afspejles i projektets DNA, og som er en integreret del af Skal Contemporarys praksis. Det er gennem det kritiske blik, at vi kan blive klogere på verden omkring os og os selv. Blinde vinkler og indgroede mønstre og vaner, som måske ikke længere repræsenterer eller opfylder den livsstil, som vi gerne vil føre, eller som måske endda direkte modarbejder den og vores omverden. Kritikken er i dette perspektiv omsorgsfuld og konstruktiv, og således et nødvendigt element for konstant at stræbe efter udvikling, se nye potentialer og italesætte udfordringer i den måde, vi betragter verden på, hvordan vi agerer og hvilke konsekvenser det har for omverdenen, natur såvel som mennesker. Kritikkens funktion er at stille spørgsmål og tvinge os til at stoppe op og forholde os til hinanden gennem kunsten, og parasitten er altså et symbol på, hvordan kritikken kan vokse inde fra en etableret sammenhæng med respekt og genuin interesse tilbyde et innovativt blik på, hvordan fremtiden kan se ud.
Om parasitten
Danmarks Nationalleksikon definerer parasitter som “organismer, der lever på bekostning af andre ved at hente næring fra disse” (https://lex.dk/parasitter, 27.02.2025). De er såkaldte snyltere, som både kan leve fuldstændigt afhængigt af andre, obligate parasitter, eller som lejlighedsvise snyltere, fakultative parasitter. Parasitten lever ikke i symbiose med andre organismer, men som en snylter, der tager næring uden at bidrage med noget til sin vært.I On Board bliver parasitten et symbol på, hvordan fem billedkunstnere på forskellig vis har arbejdet parallelt med en organisation, og gennem udstillingen har indtaget organisationen med sin tilstedeværelse og infiltreret et fysisk miljø, men måske også skabt en åndelig sammenhæng mellem kunstnerne, organisationer og dem, der har oplevet udstillingen.